En af grundstenene i det danske samfund er, at vi forstår at tænke på andre end os selv, og give en hjælpende hånd når der er brug for den. Der er rigtig god sandsynlighed for, at denne folkeånd har været medvirkende til, at Danmark er så rigt og succesfuldt et land, som det er i dag. Når man vokser op i sådan en kultur, så får man typisk værdisættet ind med modermælken, og de fleste danskere er altså også ivrige for at hjælpe andre, og ikke rende rundt som en flok egoister.
Det er selvfølgeligt alt sammen meget godt: samlet set har det jo virket rigtigt godt. Det er samtidig rart at vide, at andre står klar til at hjælpe, hvis man selv ender ud i problemer en dag. Men nogle gange kan man godt komme til at give for meget. Vi er trods alt alle sammen mennesker, og ingen af os har mere end 24 timer per døgn, at gøre godt med. Det betyder, at der er grænser for hvor meget vi kan opnå i løbet af en dag. Hvis vi siger ja til at hjælpe alle dem, der beder om vores hjælpe, så kan vi altså hurtigt ende ud med en dag der udelukkende har fokus på andre menneskers behov. Det er en god ting, at være villig til at hjælpe andre mennesker: men hvis det, gang på gang, sker på bekostning af dig selv, så holder det altså ikke i længden. Du ender med at køre dig selv helt ned, og så er det altså dig der har brug for hjælp.
Der er altså brug for en vis balance i tingene. Med begrænset tid og overskud til at løse problemstillinger, så er vi nødt til at være opmærksomme på, at enhver opgave vi tilvælger samtidig er en fravælgelse af en anden opgave. Hvis du hjælper din nabo med at flytte i dag, så er du nok nødt til at udskyde dit eget havearbejde til i morgen. Hvis du skriver din kollegas rapport nu, så er du måske nødt til at aflevere din egen rapport for sent. Du er altså nødt til at være omhyggelig med, hvad du siger ja til at klare.
Det kan imidlertid være svært, fordi det jo kræver, at vi direkte siger ”nej” til at hjælpe de personer, der anmoder om vores hjælp. Det er der rigtigt mange, der finder forfærdeligt svært: det giver en dårlig fornemmelse indeni, og man kan let fyldes med skyld. For slet ikke at tale om frygten for, hvordan personen vi siger nej til, vil reagere på vores svar.
Men den problemstilling er der heldigvis en dansk professor der har valgt at hjælpe os med. Manden hedder svend brinkmann, og han har en kandidatgrad i psykologi fra Aarhus Universitet. Det har givet ham baggrunden til at skrive bogen ”Stå fast”, der hjælper helt almindelige danskere med at sige fra, så de kan prioritere deres opgaver på fornuftig vis.
